De klassiske noir film er amerikansk kriminalfilm fra 1940’erne og 1950’erne. De ligger i samtidig med – og i kølvandet af – Anden Verdenskrig, og de hedder noir film, fordi det er en mørk periode.
Det er mørke film, både rent visuel, rent æstetisk rent moralsk, rent handlingsmæssigt. Det er tit mørke billeder, natte-billeder, regnvejr, storby-billeder. Men handlingen kan også være ret kringlet.
Den film, som jeg vil fokusere på i dag, er John M. Stahls Leave her to Heaven (Lad kun himlen dømme, hed den på dansk) fra 1945.
se videoen:
læs transkriptionen:
Den er meget interessant, fordi den ligger i første periode altså den periode som ligger samtidig med krigen. Det er de første film der danner grundlag for det, vi kalder noir filmen nu. Og noget af det, er er så interessant ved den er, at den foregår ikke i storbyen. Den foregår, det meste af filmen, ude på landet. Den er optaget i Technicolor, så det er lysende farver. Den forgår ikke om natten. Den foregår ikke i regnvejr. Den foregår udendørs i strålende solskin. Det meste af tiden. I Technicolor. Forneden her, kan du se et par eksempler på det jeg taler om.
Der er mange kritikere, der diskuterer om noir filmen overhovedet er en genre, og denne her film er en af grundene til man diskuterer, om det er en genre, fordi den er så visuelt og æstetisk anderledes end alle de andre film. Og alligevel er der faktisk ingen tvivl om, at det er en noir film. Det er en film, som rent moralsk er utroligt mørk, og blandt andet har den en af de bedste psykopater i filmhistorien?
Det kunne jeg lave et helt kursus om faktisk. Det gør jeg sikkert den dag. Vi har jo i samme periode, der i fyrrerne, faktisk nogle vældig gode psykopater i danske film, ofte spillet af Ebbe Rode.
De fleste psykopater, hvis vi kigger på tværs af filmhistoriens er, som de faktisk også er rent statistisk i virkeligheden, mænd. Men hende, som vi har i den kvindelige hovedrolle i denne film, er dels en af de mest interessante psykopater i filmhistorien. Men hun er også en af de mest interessante femme fatale skikkelser.
Hvis vi kigger på persongalleriet i noir filmene, ser vi ofte femme fatale skikkelsen, og hende her er i klasse for sig selv. Hun bliver spillet af Gene Tierney, som også spiller den kvindelige hovedrolle i den film, der hedder Laura, Otto Premingers film fra 1944, og hun er billedskøn.
Man kan diskutere, som man også kan med Double Indemnity, ville man have fulgt Barbara Stanwyck i den film? Ville man have hoppet på alle hendes numre? For man synes måske ikke, at hun er lige så tiltrækkende eller seksuelt interessant, som den mandlige hovedperson, Walther Neff, synes.
Men Gene Tierney ligner en engel. Hun er glansbillede-smuk og charmerende – som psykopater jo ofte er – og overbevisende i alt, hvad hun gør. Ekstremt tiltrækkende. Men i denne her film er hun en af de ondeste personer, jeg nogen sinde har set i en film.
Det er meget sjældent, at folk klager over mine kurser, og det er jeg dybt taknemmelig for. Men en deltager, jeg engang havde – det er mange år siden – var en dame, hvor jeg viste det klip, som jeg lægger til jer nedenfor, i undervisningen. Nu bygger jeg lige lidt suspense op, så I ikke jeg kan vente med at se det klip og glæder jer rigtig meget til det. Da timen var færdig, kom hun op til mig, og hun var meget, meget opbragt og meget, meget vred på mig. Jeg tror aldrig, der har været en kursusdeltager. der været så vred på mig. Og hun sagde til mig, at hun aldrig i sit liv havde set noget så frastødende, og hun nægtede at gå på kurser hos en person, der kunne få sig selv til at vise noget af det var så frastødende. Og jeg tænkte: Okay, jeg har vist klip fra GoodFellas og Scorseses film, hvor psykopater slår folk ihjel med skruetrækkere og alt muligt andet. Men med det klip var hendes grænse altså nået.
Og min teori omkring, hvorfor bliver man ikke lige så oprevet over at Joe Pesci slår en i hjel med en kuglepen eller en skruetrækker eller en skruetvinge, eller hvad han nu ellers har til rådighed, men bliver så oprevet over det her? For mig, tror jeg, at det har noget at gøre med at den Gene Tierney karakter, at hun er så smuk, og hun er så tiltrækkende og tiltalende på alle mulige måder, og alligevel gør hun ting, der er så onde.
Jeg har – når vi nu er i gang med, femme fatale skikkelsen – en teori omkring det.
Hvis vi tager de klassiske noir film, så svarer de filmiske virkemidler til indholdet. Det at det er mørke scener og nattescener, de er natte-belyst, også når de foregår inden døre og i dagslys. Det visuelle, de skæve kameravinkler, meget kontrast imellem sort og hvidt – den filmiske æstetik, virkemidlerne der er brugt, understøtter indholdet.
Men i Leave Her to Heaven, hvis vi begynder at beskrive, hvordan bliver det filmiske billede, den filmiske lyd, den filmiske klipning brugt? Hvad er det for nogle filmiske virkemidler, vi har? Hvordan er billedet brugt? Hvordan ser billedet ud? Og så siger, hvad er det for et indhold? Vi har talt om kontraproduktiv lyd . Men her har vi noget interessant i, at billedets udseende i forhold til billedets indhold står også i kontrapunkt til hinanden i denne film.
Men min pointe, som jeg kom fra, inden jeg afbrød mig selv, var, at jeg har en teori omkring femme fatale skikkelsen i mange af de her film. Man har traditionelt set har anskuet dem som en del af det man kalder backlash i feministisk teori, som er, at filmene bliver lavet i en periode, hvor kvinder pludselig får mere frihed og får mere magt. At mens mændene er væk i krigen, kommer kvinderne ud på arbejdsmarkedet for at holde hjulene i gang, og da mændene så kommer hjem igen efter krigen, så vil kvinderne ikke tilbage til kødgryderne. De vil ikke tilbage til huset. Og den del i sig selv bliver jo et voldsomt chok for den maskuline psyke og for en kæmpe demografisk gruppe og de veteraner, der kommer tilbage fra krigen og så videre. Og det er normalt sådan man anskuer femme fatale skikkelsen. Den teori, man i feminismen kalder backlash går ganske enkelt på, at hver gang kvinder får mere magt i verden, så bliver de ofte i kulturen, og især i filmen, beskrevet meget voldsommere.
I den periode, man kalder den amerikanske nybølge – fra 1967 til 1980- aldrig har der i film været så mange kvinder, der er blevet banket og voldtaget og mishandlet og alt muligt andet. Og sjældent har kvinder været så usympatiske i film.
Man ser tit, at den skæbnesvangre kvinde, den dødelige kvinde, kvinden uden samvittighed (som Double Indemnity hed på dansk), at det, de er ude efter, de lokker med sex, de lokker med forførelse af den mandlige hovedperson, men det, de er ude efter er ikke den mandlige hovedperson. De er ikke interesseret i som sådan at blive romantisk involveret med ham, eller at komme i seng med ham, eller have et forhold til ham. Det, de er interesseret i, er noget andet. Noget til dem selv, og det bruger de manden som et redskab til.
Og der har man som sagt klassisk set det i forbindelse det, man senere begynder at kalde backlash. At efterhånden som kvinder får mere at skulle have sagt ude i verden, så bliver de portrætteret som farlige i filmkunsten.
Min teori omkring femme fatale skikkelsen i film er en lille smule anderledes. Det betyder ikke, at jeg synes den anden er dårlig, eller at jeg ikke synes den er rigtig, for det synes jeg i høj grad den er. Men jeg har en tilføjelse, som er at vi kigger på Carl Jungs teori omkring arketyperne. Og I kan godt allerede høre her, at det er en hel video for sig selv.
Nu får I så lige et-minuts-versionen af en af de ting, Jung siger i forbindelse med sine primære arketyper. Han opererer med, at alle mennesker – hvad enten de er mænd eller kvinder – indeholder begge køn i sig. Hvis man er født som mand, så er man udadtil det maskuline princip. Og omvendt, hvis man er født som kvinde. Hvis man er mand, så har man i sit ubevidste, i sin psyke, en feminin del, som er det Jung kalder Anima. Og Anima er en meget, meget, meget kraftfuld arketype.
En hvilken som helst arketype, som vi negligerer eller undertrykker eller ignorerer, den vil altid komme primitivt til udtryk. Hvis vi derimod lærer at integrere arketyperne, hvis vi lærer at erkende de arketyper i os selv, lærer dem at kende og får dem integreret i vores psyke, så får vi i Animus (hvis vi er kvinder) og Anima (hvis vi mænd) den stærkeste følgesvend, vi nogensinde vil få nogle steder – indeni os selv.
Og min teori, det er, at hvad nu hvis vi ser femme fatale skikkelsen – og så er vi nødt til at gå ind i hver enkelt pågældende film – men hvad nu hvis vi ser den skikkelse, femme fatale skikkelsen, som en Anima skikkelse? Og det vil sige at, det øjeblik Anima er undertrykt, det øjeblik Anima er fornægtet i den pågældende mand, så vil hun altid komme primitivt til udtryk.
Hvis vi går op i nogle af de nyere noir film, f.eks. Basic Instinct med Michael Douglas og Sharon Stone, hvis vi ser hende som hans undertrykte Anima, så giver den film pludselig mening på en helt anden måde. Hvis vi i Fatal Attraction – igen Michael Douglas – og Glen Close, hvis vi nu ser hende igen som undertrykt Anima, antager filmen pludselig nogle helt andre tydninger. Det er en del af ham selv, som han nægter at se på, og en af de ting hun siger – Glen Close i Fatal Attraction, hvor hun lægger en båndoptagelse til ham – hun siger “I will not be ignored, Dan!” Og jo mere han ignorerer hende, desto mere vred bliver hun.
På samme måde, kan vi se alle arketyperne på den måde: dem, der er undertrykt, dem, vi ikke vil se på, dem, vi ikke vil have med at gøre, dem, vi ikke kan se på i os selv, i vores eget liv, i vores verden – og her jo så afbildet i vores kunst og kultur – de kommer primitivt til udtryk. Hvis vi har spærret dem nede i fangekælderen (er det billede man tit bruger), inde bag lås og slå, når de så endelig kommer ud, så er de skide sure.
Og hvis vi går tilbage i den klassiske noir film og ser femme fatale skikkelsen med de briller på, og hvis vi tager Fritz Langs Kvinden i vinduet: hvad nu hvis hun er en del af ham selv? Og hvordan kan vi have belæg for det? Jamen det kan vi, fordi den kvinde træder ud af hans eget spejlbillede. Da hun første gang kommer ud – kvinden i vinduet – da står han og kigger på maleriet inde i vinduet. Vi ser hans refleksion i spejlglasset, og så ser vi hende træde ud. Først ud af billedet, men det billede er inde i hans egen spejling. Den er reflekteret i et spejl. Og der kan jeg sige en hel masse om, at så snart Fritz Lang har butiksvinduer i sine film, så er det, der er inde i butiksvinduet et billede på den persons dybeste begær.
Så det her er bare en åbning, en helt ny dør. Der er vi inde i noget symbolik, nogle dybere betydninger, der ligger ud over det eksplicitte lag og virkemidlerne. Hvad nu hvis vi ser femme fatale skikkelsen som en refleksion er den mandlige hovedperson, snarere end som bare en ond kvinde i den ydre verden?
Men tilbage til den ondeste femme fatale af dem alle. Hun er så meget ondere, fordi det umuligt at se på hende, at hun er psykopat. Umulig at se på hende, at hun er ond, før du pludselig har hende på tomandshånd,
Og bare lige for at give lidt af historien. Filmen handler om en mand, som bliver gift med en billedskøn kvinde, spillet af Gene Tierney, og gradvist begynder at opdage, at hun er sygeligt besidderisk. Hun er egentlig forlovet med en anden mand, men hun ender med at gifte sig med ham her, fordi han minder hende om hendes afdøde far, som hun var næsten sygeligt tæt på. Hun er så sygeligt jaloux, sygeligt besidderisk over for denne her mand, hun bliver gift med, og han har en handicappet lillebror, og han foreslår så, at den lillebror skal komme og bo hos dem. Og hun holder jo gode miner til slet spil, fordi som alle psykopater er hun meget, meget god til at bevare masken. Der er en kendt bog om psykopater som hedder Masks of Sanity – det, at du har en maske på, så det ser ud som om, at du er ligesom andre mennesker.
Han skal så bo hos dem, den der lillebror. Og det passer altså ikke hende. Nu går det op for hende, at hun kan nok ikke helt slippe af med den der lillebror, så hun tager ham med ud – hun er igang med at lære ham at svømme – og på trods af han er handicappet, tager hun ham med ud i en robåd, fordi nu skal han overgå sig selv, sådan at de bagefter kan vis broderen, hendes mand, hvor god han er blevet til at svømme. Og så vil jeg ikke sige mere andet end: Se klippet her nedenunder og husk damen på mit hold, der blev så forfærdelig oprevet.
I det andet klip opdager hun, at hun er gravid, og man tænker det er jo hvert fald en god ting, for hun vil have den mand for sig selv. Lige meget hvad – hun vil have ham for sig selv. Så selv da hendes egen mor og søster kommer og skal bo hos dem i en periode, passer det hende ikke, fordi hun vil have ham i fred. Han skal ikke gå der og tale med hendes mor og søster. Hun finder ud af hun er gravid og man skulle tro at så har hun ham jo i hvert fald. Så det er klip nummer to.
Som sagt, jeg vil ikke sige så forfærdeligt meget mere nu. Jeg håber, at det her er et godt oplæg og giver lidt stof til eftertanke. Og at du måske har lyst til at se (eller gense hele filmen).
